Her går det stadig fint - babyen lader til at befinde sig godt og boltrer sig meget derinde. Tiden føles heller ikke så lang nu hvor man kan se og mærke, at der sker en udvikling med den. Jordemoderbesøget torsdag d. 17. juli var også hurtigt overstået, da der ikke var noget usædvanligt at bemærke - for interesserede kan jeg fortælle, at min livmoder sidder en del højere end de 3 fingre over navlen som man ellers sammenligner med, men det er helt normalt, fordi jeg ikke selv er højere end mine 155 cm.
Jeg selv svinger meget mellem at føle mig både meget forpustet og oppustet og til at føle mig helt almindelig og godt tilpas. Lige nu er jeg inde i en 'god' periode, men jeg tror bestemt ikke, at jeg generelt er ret hårdt ramt. Vi går stadig til og fra arbejde, og jeg har ikke de store problemer med skrivebordsarbejdet. Det er mest det at ligge ned, som jeg synes, er hårdt for ryggen. Jeg er lidt mærket af, at jeg ikke kan sove på maven (som jeg elsker) eller kan afveksle lidt med at ligge fladt på ryggen. Jeg var i dag oppe hos firmaets fysioterapeut for at få nogle øvelser, som skal træne og aflaste ryggen lidt.
Min barsel kan højst blive 8 måneder fra 16. oktober (som er min termin), og så kan Karl evt. tage over og bruge én af de måneder, han sparer op i løbet af sommeren, mens han er på feltarbejde. Han er lige nu 14 dage i Tasiilaq og omegn i Østgrønland (der hvor man for alvor kan skyde isbjørne) for at lave nogle opmålinger. Han ringede hjem i dag for at fortælle, at han har fået fat i den længe eftersøgte hundeslæde i børnestørrelse hos en lokal tømrer. Den får vi så sendt med et af 'mine' skibe hjem til Nuuk, så den glæder jeg mig til at se!
Jeg har i dag afhentet 9 kg. snekrabber, som vi på mit arbejde har kunnet bestille til en go' pris, så nu er den lille kummefryser fyldt helt ud. Heldigvis vil min veninde og hendes mand gerne købe halvdelen, så der igen kan blive lidt plads. Jeg glæder mig meget til at smage, hvad det er for noget.
Ellers sker der ikke det store heroppe, dog er der meget mere aktivitet udenfor, mens det er sommer og godt vejr. Nattefrosten kan også forventes allerede i løbet af august/september, men det betyder så, at sortebærrene er perfekte at plukke...
tirsdag den 22. juli 2008
Et lille pip fra græsenken
Skrevet af
Kamomilla
kl.
19.01
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


0 kommentarer:
Send en kommentar